Booking

Skuldersmerter

Bliv klogere på skulderproblemer

Skulderproblemer

Skuldersmerter er den næstmest almindelige smertetilstand i muskelskeletsystemet, der søges lægehjælp til. Skuldersmerterne opleves ofte begrænsende, da de påvirker daglige gøremål. Mange oplever udover smerter også nedsat bevægelighed i skulderleddet samt nedsat kraft i muskulaturen. Mange vil opleve spontan bedring i løbet af et par uger, mens det for andre kan tage længere tid. Dette afhænger naturligvis også af skadens omfang.
Skulderen består af overarmsknoglen, kravebenet og skulderbladet samt mange små og store muskler, sener, slimsække og ledbånd. Selv den mindste bevægelse involverer derfor mange strukturer, og i hver af disse strukturer kan der også opstå en smertetilstand.
Skuldersmerter kan inddeles i akutte skulderskader ifm. et fald, et ryk eller andre uheld og overbelastningsskader, der modsat er opstået over tid.

Hvad med uspecikke smerter?

Overbelastningsrelaterede problematikker
Overbelastningsskader skyldes oftest en inflammationstilstand, som både kan være i skulderens sener, muskler, slimsække eller ledkapsel. Hele 75 % af alle skulderproblemer skyldes senebetændelse. Smerterne vil oftest forværres, når du laver bevægelser, der belaster den specifikke struktur. Årsagen er ofte en ændring i belastningsgrad. Det kan være i forbindelse med opstart af ny aktivitet, hvor strukturer udsættes for nye belastningsformer eller ved overdreven eller ensformig belastning over tid. I forbindelse med overbelastning kan du også opleve muskelsmerter, da overbelastede muskler både kan være spændte og stramme. Tilstanden kan ofte afhjælpes med aflastning og den rette træningstilgang.

Som nævnt kan betændelsestilstanden også findes i slimsækken, og kaldes da bursitis. Mange vil opleve forstyrret nattesøvn og være smerteplagede ved de fleste bevægelser. Her gives de samme retningslinjer som du kan læse ovenfor. En fysioterapeut kan hjælpe dig med at optimere muskelarbejdet omkring skulderen gennem træning, så du undgår at vedligeholde betændelsestilstanden i bursae.
Herudover kan betændelsestilstanden også findes i skulderens ledkapsel, kapsulitis, også kaldet ’frossen skulder’. Årsagen er ukendt, men forekommer hos nogle som følge af en tidligere skade og er kendetegnet af tiltagende smerter, stivhed og tab af bevægelighed i leddet, da ledkapslen ‘skrumper’. Smerterne er typisk det første symptom og mange oplever smerterne værst i hvile og om natten. De er ofte lokaliseret i skulderen og ud på ydersiden af overarmen, men kan i svære tilfælde også gå ned i underarmen. Smerterne erstattes senere af nedsat bevægelighed, særligt i udadrotation og over skulderhøjde. Forløbet er typisk langt og varer mellem 8-18 måneder.

Smerterne kan også skyldes nerveafklemning i og omkring skulderens led og muskler, hvis musklerne har været overbelastede eller der er degenerative forandringer i leddet. I dette tilfælde er det ikke ualmindeligt at opleve smerterne stråler ud i armen. Hvis du også mærker smerter i nakken og over skulderbuen, kan årsagen til problemet også findes i nakken. Nerveforsyningen til armen udspringer nemlig fra nakken og derfor kan et problem i nakken manifestere sig i skulder og arm.
Hvis du har mærket smerterne tiltage over tid eller har haft udsving i belastning - dvs. belastet din skuldermuskulatur mere eller mindre end du plejer - har du højst sandsynlig en overbelastningsskade. Det kan også være, hvis du generelt har været under pres i en længere periode og din muskulatur derfor ikke har restitueret optimalt. Det kan hjælpe dig, at:

  • Forsøge at aflaste i en kortere periode.
  • Mindske aktiviteter og bevægelser, der udløser smerterne indtil smerterne aftager
  • Fortsætte med daglige aktiviteter der ikke forværrer smerterne. Det er vigtigt at holde armen ‘i gang’ inden for det smertefrie område og så meget som smerterne tillader det.
  • Lave øvelser, der stabiliserer og styrker musklerne omkring skulderen. En fysioterapeut kan guide dig til, hvilke øvelser der er rigtige for dig.

Slidgigt i skulderleddet

Kan også være årsagen til dine skuldersmerter. Det medfører ofte smerter, hævelse og evt. væskeansamlinger i leddet. Det forekommer når ledbrusken gradvist nedslides, dvs. efter lang tids belastning af skulderen – det kan være ensformigt tungt arbejde over flere år. Smerterne forekommer ofte i hvile og under belastning. Det kan påvirke bevægeligheden, og muskelstyrken vil aftage over tid, fordi der ofte afstås fra aktiviteter, der vedligeholder styrken grundet smerter.

Akutte skader

Skader i forbindelse med fald, ryk i armen eller sport kan der i værste tilfælde ske knoglebrud eller overrivning af sener. Hvis dette udelukkes, kan smerterne skyldes blødninger i og omkring muskulaturen, som skaber en betændelsesreaktion lokalt i de involverede strukturer, og/ eller muskelspændinger. Begge dele kan give smerter og begrænse bevægeligheden i leddet. Mange vil opleve spontan bedring i løbet af dage/ uger.

Skulderluksation

Du kan også opleve, at din skulder går af led. Det sker typisk i forbindelse med et stød, slag, fald eller en voldsom bevægelse. F.eks. når en håndboldspiller tackles på skulder under sin skudafvikling. Luksation skyldes nedsat stabilitet i skulderen på grund af skade på ledkapslen. Skulderen skal hurtigst muligt reponeres. Yngre har øget risiko for at tilstanden opstår igen. Derfor anbefales det efterfølgende at træne skuldermuskulaturen for at øge stabiliteten omkring leddet og bevare mobiliteten.

Mere sjældent kan en række gigtsygdomme også give lednære smerter i skulderleddet.

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/knogler-muskler-og-led/symptomer/skuldersmerter/

 

Find os

  • Hornslet Fysioterapi & Træning
  • Dalgårdsparken 6
  • 8543 Hornslet
  • CVR: 32953166
  • Privatlivspolitik

Kontakt os

Online booking

    Ring endelig for tidsbestilling, hvis problemer med Online booking

Booking

Åbningstider

    Åbningstider:

    Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00
    Fredag: 8.00 til 15.00
  • Telefontid:

    Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00
    Fredage: 8.00 til 15.00